DK | EN
Kurv
Kontakt os: 36 16 80 00
Åbningstider: Man - fre 9.30-17.00

Om By Lassen

by Lassen er en dansk designvirksomhed. Vi arbejder med flere designere, herunder to af Danmarks store arkitekter - Mogens Lassen og Flemming Lassen. Lassen-brødrene havde et stort talent, og de har vundet flere priser og legater for deres unikke designs og ikoniske arkitektur. by Lassens mission er at videreføre det gode design. For godt design lever videre hos nye generationer
 

Brødrene Lassen

For brødrene Mogens Lassen (1901-1987) og Flemming Lassen (1902-1984) var der aldrig tale om andet end at de skulle være arkitekter. De var født ind i en kunstnerisk familie og evnerne til at skabe lå dem naturligt. Hvor andre drenge i kvarteret legede med biler, bedrev brødrene tiden med at opmåle bygninger og skitsere dem. De var født til at være arkitekter og de påtog sig begge rollen med stolthed.
 
Deres begejstring smittede ikke bare af på de to brødre imellem. Deres passion for faget bredte sig blandt kammeraterne på kostskolen i Nærum, hvor brødrene gik sammen med deres gode ven Arne Jacobsen. Også ham fik de overtalt til at blive arkitekt, og da han ellers ville have været kunstmaler modtog brødrene et takkebrev fra Arne Jacobsens far.
 
Selvom det endelige mål om at blive anerkendte arkitekter stod lysende klart for både Mogens og Flemming Lassen var vejen dertil ikke uden forhindringer. Mogens Lassen var ordblind, og længtes efter at påbegynde arbejdet som arkitekt. Pengene var desuden små, og begge brødre måtte til sidst opgive akademiets vej til jobbet som arkitekt. Men talentet for faget var stort og begge kom derfor i mesterlære, hvor de hurtigt fik opbygget gode renomméer. Senere bliver både Mogens og Flemming Lassen, til stor ære, optaget i kredsen af akademiske arkitekter, og i løbet af deres liv vinder de to Lassen-brødre mange priser og anerkendelser for deres arbejde inden for design og arkitektur.




 

Mogens Lassen

Arkitekt Mogens Lassen (1901-1987) er blandt de store betydningsfulde danske arkitekter, en af pionererne indenfor dansk funktionalisme, og internationalt anerkendt for sin karakteristiske arkitektur. Mogens Lassen var inspireret af den tyske designskole Bauhaus, og de geometriske former gengives ofte i hans ikoniske designs.


Læs mere om Mogens Lassen
Klik her










 

Flemming Lassen

Arkitekt Flemming Lassen 1902-1984 var modernist, og han var med til at føre funktionalismen til Danmark. Flemming Lassen er specielt kendt for sine samarbejder med Arne Jacobsen på prisvindende Fremtidens hus og Søllerød Rådhus, men også for sine møbler har Flemming Lassen opnået stor international anerkendelse.


Lær mere om Flemming Lassen 
Klik her











 

Livet som arkitekter

Lassen-brødrene var blandt de første der arbejdede med funktionalismen i Danmark. Det blev et kendetegn, specielt for Mogens Lassen, og han var absolut forud for sin tid i hans måde at anskue byggerier og designs på. Husene var firkantede og med specielle hvælvinger, store vinduespartier og køkkenerne var åbne, som vi kender dem i dag.
 
Både Mogens og Flemming Lassen havde egen tegnestue, hvorfra de drev deres virke og deltog i konkurrencer med unikke designs. I en årrække arbejdede Flemming Lassen også sammen med Arne Jacobsen, og med ham tegnede Flemming det prisbelønnede Søllerød Rådhus og vandt en udstilling i Forum med Fremtidens hus. 
 
Brødrene Lassen gjorde i deres design og arkitektur op med småborgerligheden – og det afspejlede sig også privat i de familier, som Mogens og Flemming selv fik. De var meget moderne og afslappede i forhold til andre. Derfor elskede børnene at komme på besøg hos Lassen-familierne, fordi man ikke skulle sige ”Hr.” og ”Frue” eller bukke og neje. Det handlede om fest og glade dage og der var et mylder af gæster og spændende personligheder fra arkitekt- og kunstnerverdenen som Arne Jacobsen, Wanscher-familien og Karen Blixen.
 
Livet som arkitekter sikrede de to Lassen-brødre mange legater, priser og velfortjente anerkendelser for deres arbejder inden for design og arkitektur, som den dag i dag stadig er med til at sætte rammerne for godt design.